Gå til hovedindhold

Sangaften på Engelsholm / sept. 22 (UDSOLGT)

OBS: Koncerten er UDSOLGT! (ingen billetsalg ved indgangen)

De efterhånden legendariske sangaftener i DGI Huset i Vejle, hvor et stort publikum igennem flere år hver måned har fundet sammen for at synge sange fra højskolesangbogen, flyttes fra efteråret 2022 til Agerumsladen på Engelsholm Slot 15 km. vest for byen.

Det bliver stadig højskoleforstander Jakob Bonderup som er musikalsk vært for aftenerne sammen med forskellige musikalske gæster.

Vi sælger to typer billetter til arrangementet – med eller uden aftensmad. Billetsalget inkl. lækker mad fra højskolens køkken lukker 3 dage før arrangementet af hensyn til indkøb. Alle deltagere får kaffe og kage i pausen, uanset hvilken billet man har købt.

kl. 18.00 Middag (I spisesalen på slottet)
kl. 19.00 Dørene åbnes i Agerumsladen
kl. 19.30 Sangaften med kaffe-kage-pause
kl. 21.30 Tak for i aften

Husk at medbringe din Højskolesangbog – helst 19. udgave

OBS: Til dem der har købt billet med spisning, så foregår spisningen på selve slottet fra kl. 18.00 – 19.00. Der nogle trapper op til indgangsdøren til slottet ligesom toiletfaciliteterne er i kælderen – dermed også nogle trapper derned. Giv lyd til Roar Amundsen på roar@engelsholm.dk hvis du får problemer i den forbindelse, så finder vi ud af noget.

Sangglade hilsner
Jakob Bonderup

– Aftenerne arrangeres i et samarbejde mellem Engelsholm Højskole, Roland Christiansen og Engelsholm Musik & Kultur

Engelsholmkoncerten med Mads Langer (UDSOLGT)

Koncerten er UDSOLGT.

Efter et par års Corona pause genoptager Mads Langer og Engelsholm Højskole samarbejdet omkring Engelsholmkoncerten, denne gang i et indendørs format i den nybyggede koncertsal Agerumsladen.

Koncertområdet åbner kl. 17.00, og der etableres i år et udendørs lounge område med madboder og salg af drikkevarer ned mod søen, hvor gæsterne kan hygge sig i timerne op til koncertstart og medbringe tæpper og stole. Man kan forudbestille en lækker tapas tallerken til 125 kr. eller man kan uden forudbestilling købe en portion Chili Sin Carne med ris til 75 kr. eller en stor frankfurter pølse med 2 brød til 40 kr.
Parkering på marken ovenfor slottet. Der står vagter til at guide jer når I ankommer.

Mads Langer har i år inviteret et par spændende, nye navne med. Det fremadstormende band “Blæst” bliver dette års vinder af Mads Langer legatet og dertil vil Zar Paolo som vandt legatet sidste år optræde, da sidste års koncert blev aflyst pga. Corona.

Den grundlæggende idé er fortsat at skabe en unik koncert, hvor artisterne møder ind dagen før for at øve med ”husorkestret”, som er Mads Langers band. Dermed skaber de sammen en koncert, som kun kan opleves lige præcis den aften.

Ideen opstod i 2015 i forbindelse med fejringen af skolens 75-års jubilæum, hvor Mads Langer, der var inviteret som solist, også påtog sig det musikalske lederskab på koncerten med sit faste band. Modellen fungerede virkelig godt, og i de følgende år var Mads den musikalske styrmand på projektet med en lang række store solister såsom Sanne Salomonsen, Tina Dickow, Søren Huss og Claus Hempler ved store, udsolgte koncerter i Slotshaven.

Med etableringen af den smukke koncertsal Agerumsladen bliver selve koncerten i år indendørs og med begrænsede pladser. Et af hovedformålene med koncerten er stadig at uddele “Mads Langer-legatet” til en solist eller et orkester, som har gjort sig særlig bemærket det seneste år, samt “Engelsholm Legatet” til en talentfuld sangskriver-elev, som dermed får et gratis semester på højskolens profilerede sangskriverlinje.

 

Troels Boberg

STYRK DIN KREATIVE PROCES – OG FÅ BEDRE OG MERE INSPIRERENDE IDEER

Kreativitet er et af tidens varmeste emner. Politikere, akademikere og kloge hoveder verden over fortæller os, at kreativitet er utrolig vigtigt. Uden kreativitet kan vi ikke løse fremtidens problemer. Uden kreativitet bliver der ingen fremtidig velstand.
Men hvad er egentlig kreativitet, og hvordan fungerer den?

I dette foredrag vil du få et nyt og forfriskende blik på den/din kreative proces. Du vil lære om dens forskellige faser og om de mentale og følelsesmæssige tilstande, du gennemgår i løbet af dens virke. Ved at få en bedre forståelse for din kreative proces, vil du få lettere adgang til dine kreative og kunstneriske impulser. Du vil få bedre og stærkere ideer, og det vil blive lettere for dig at give slip og stole på dig selv og din proces undervejs. Du vil få en dybdegående viden om den rolle som den ubevidste del af dit følelsesliv spiller i din kreative proces. Du vil lære nogle særdeles brugbare psykologiske teorier, der vil styrke dit kreative jeg og din evne til at holde rummet for din egen og andres kreative processer.

En ting er at kende din kreative proces fra din egen intuitive praksis. Noget andet er, at få en grundig psykologisk redegørelse for processen funderet på en lang række kvalificerede psykologiske teorier, begreber, modeller og illustrative eksempler.
Troels Boberg er stifter og CEO i kursusvirksomheden DEN KREATIVE IMPULS. Siden 2013 har Troels fungeret som psykologfaglig konsulent og foredragsholder, hvor han med originalitet og entusiasme har undervist i en række forskellige kreative og kunstpsykologiske emner. Troels har en særlig evne til i at formidle psykologiske teorier, så de er til at forstå for alle. Hans undervisning er altid praksisnær, og han anvender mange eksempler.

Klassisk koncert med DUEN – solist Henrik Goldschmidt

Det Danske Ungdomsensemble (DUEN) gæster Agerumsladen med Bachs mesterværker og sommerlig engelsk strygermusik.

Ved denne koncert vil man kunne opleve en vekselvirkning mellem Bachs energisk swingende og arkitektonisk mageløse koncerter og så den varme klang af engelsk strygermusik. De engelske komponister har en helt særlig flair for at skabe en lys, afbalanceret og elegant strygerklang – ofte med en malende naturstemning, der kan lede tankerne hen på musikken fra engelske tv-serier og film.

Som solist medvirker ingen ringere end Henrik Goldschmidt, som med sit virtuose og sprudlende obospil og sin karismatiske udstråling er én af vores mest populære instrumentalister.

Dirigent Morten Ryelund vil som altid præsentere musikken og guide publikum igennem programmet.

Koncerten vil byde på følgende hovedværker:

Johann Sebastian Bach (1685-1750): Koncert for obo, violin og strygere i C-mol, BWV 1060
J. S. Bach: Brandenburgkoncert nr. 3 i G-dur, BWV 1048
Edward Elgar (1857-1934): Serenade for strygere op. 20
Frederik Delius (1862-1934): Two Aquarelles
Herudover musik af bl.a. Purcell og Warlock

DUENs grundkerne består af op til 25 af landets bedste unge strygere i alderen 17-27 år. Musikerne kvalificerer sig til en plads i ensemblet ved en optagelsesprøve. Igennem tiden har flere hundrede musikere været igennem ensemblet, og mange spiller i dag som professionelle musikere.

”Vi føler os hjemme i hele landet, men ingen steder mere end på Engelsholm” udtaler orkestrets leder og dirigent Morten Ryelund, der lover et brag af en koncert på det gamle slot. ”For os er det helt naturligt at støtte op om dette fantastiske orkester og projekt” udtaler Jakob Bonderup, forstander på Engelsholm. ”Hos os er musikalsk inspiration ikke begrænset af genre-skel og modeluner. DUEN er et ungt, ambitiøst og udadvendt strygerensemble, der er glimrende ambassadører for den klassiske kompositionsmusik, og det vil vi gerne give vores elever og gæster mulighed for at opleve på nærmeste hold”.

Kunstnerisk leder og dirigent
Morten Ryelund er DUENs kunstneriske leder og faste dirigent. Siden DR Ungdomsensemblets oprettelse i 2004 har han været drivkraften bag ensemblet og har siden fortsat sit arbejde med DUEN.

Morten Ryelund (f. 1970) fik sin professionelle dirigentdebut med Sønderjyllands Symfoniorkester i 1996. Siden har han arbejdet med talrige orkestre og ensembler som f.eks.: Sjællands Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, DR Underholdningsorkestret, Malmö Symfoniorkester, Helsingborg Symfoniorkester, Stockholm Sinfonietta, Bergen Kammerorkester, Pskov Symphony Orchestra (Rusland), Athelas Sinfonietta, DR Radiokoret, Det Kgl. Operakor og Copenhagen Chamber Orchestra.
Desuden har han lang og omfattende erfaring i arbejde med unge musikere og har igennem hele sin karriere været initiativtager til en række ensembler og orkestre.

Ravi Kuma + support Zaina

RAVI KUMA

’… søndag eftermiddag viste producer Aske Knudsen og rapper Sharon Kumaraswamy, at man sagtens kan blæse taget af en åben himmel.’ 5 stjerner hos Soundvenue.

’Ravi Kuma er og bliver et af dette lands største og bedste liveacts’ skrev GAFFA i deres 5-stjernede liveanmeldelse. Ravi Kuma kombinerer de rowdy og helt tunge beats med en utrolig charme og nærvær med deres publikum. Glæd dig til en oplevelse, hvor Ravi Kuma garanterer et energifyldt liveshow med Sharon Kumaraswamy i front og produceren Aske Knudsen bag knapperne. Ravi Kuma er de seneste par år netop blevet kendte for deres liveshows, hvor de giver alt hvad de har til publikummet.

Senest anmeldte GAFFA og gav dem 6 stjerner, for deres koncert i Aarhus til ’De Grimmeste Aftner’:
’Helt og aldeles fænomenalt og professionelt (…) Kumaraswamy spirer fra et ydmygt frø til et kæmpemæssigt, frodigt og selvsikkert træ.’ 

Hitnummeret ’Miami’ som Ravi Kuma udgav sammen med tech-house geniet YoJohnny, fik meget airplay på P3 og gik til tops på viral charten. Seneste single ’Cardio’, med Ravi Kumas skarpe flow og Yo Johnnys fængende beats, gik direkte ind som P3’s ’Ugens Uundgåelige’. I bagkataloget finder vi også debutalbummet ’Sub’ samt singlerne ’Staring at My Dick’, ’Pretty’ og ’Fuck This Shit I’m Gonna Be a Princess’. Alle er en blanding af producer Aske Knudsens hårdtpumpede elektroniske beats og forsanger Sharons energiske og protesterende tekster, hvor gruppen tager aktuelle og tabuiserede emner op ud fra et menneskeligt, personligt og samfundsmæssigt perspektiv.

Zaina går på scenen ca. kl. 21.30 og Ravi Kuma ca. kl. 23.00.

Support Zaina:

Zaina er tidligere Engelsholmer og laver emotionel og medrivende elektronisk RnB.
Læs mere her

Lundh/Bonderup/Sjöström/Vuust Kvartetten

Lundh/Bonderup/Sjöström/Vuust Kvartetten, der består af Mads Lundh på saxofon, Jens Bonderup på guitar, Seth Sjöström på bas og Mikkel Vuust, har mødt hinanden på den svenske højskole Skurups Folkhögskola. Nu er de spredt ud i henholdsvis New York, Berlin, Sverige og Danmark men mødes til denne koncert for at spille deres fortolkninger af gamle jazzstandarder. Der kan forventes nærvær, spilleglæde og musikalsk udfoldelse på højt niveau.

SOMMERudstilling

Besøg den traditionsrige sommerudstilling på Engelsholm Højskole, hvor eleverne viser kunsthåndværk fra keramik, glas, billedkunst, fotokunst, smykkekunst, sangskrivning, elektronisk og VJing. Dagen krydres med koncerter, performances af eleverne og foredrag om slottets historie.

ALLE ER VELKOMNE. GRATIS ENTRE OG KRÆVER INGEN TILMELDING

Skt. Hans aften i Engelsholm Slotspark

Arrangementet er GRATIS – men kræver tilmelding ift. at vurdere behovet for mad og drikke.

Engelsholm Højskole fejrer traditionen tror Skt. Hans i Slotsparken torsdag den 23. juni kl. 17.00 – 20.00

PROGRAM

17.30-18.30: Mulighed for at købe aftensmad:
1 grillpølse, filet + kartoffelsalat og salat.
Pris: 100 kr. Børnemenu: 50 kr. Der sælges også drikkevarer.
– køb af mad og drikke betales med Mobile Pay på aftenen.

18.30: båltale ved Astrid Hald, højskoleelev og feminist.
Herefter sang og båltænding.
Musikalsk underholdning og snobrød frem til kl. 20.00

Bålet er placeret på vestsiden af Engelsholm Slot (ud mod søen).

Christian Hjortkjær

Skammen er vendt uventet tilbage. 68’erne kastede den bort og forbød den. Vi er fri af skam, sagde de. Men i dag rammer skammen ungdommen som en boomerang lige i ansigtet. Vi skammer os, selvom vi ikke må. Vi føler os afslørede og utilstrækkelige. Problemet er ikke, at vi har gjort noget forkert, men at vi aldrig har gjort nok. Det er diagnosen. Gad vide, hvad der gik så galt, at vi bliver syge af skam? Gad vide, hvad der er medicinen?

Christian Hjortkjær er højskolelærer og forfatter til en række bøger i krydsfeltet mellem teologi, sociologi, psykoanalytisk teori og eksistensfilosofi. Det er ofte med udgangspunkt i Søren Kierkegaards tekster, at Christian Hjortkjær kommer med analyser og diagnoser af samtiden, ungdommen og vores forhold til etik og moral, herunder hvad det betyder for psykiatrien og diagnosticeringen af psykisk sygdom. Analyserne kredser ofte om emner som sorg, angst, fortvivlelse, utilstrækkelighed, skyld, skam, kærlighed, håb og mod.

Han har i 2020 udgivet bogen: Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge og blander sig ofte i offentlige debatter om bl.a. diagnosesamfundet.

 

Mie Mørkeberg

Den unge danske billedkunstner Mie Mørkeberg arbejder med et vildtvoksende visuelt univers, der på en gang afslører et dedikeret håndværk og en sans for det figurative, men også en trang til at flå virkeligheden og det trygge i stykker. Den stemning eller tilstand der eksisterer i kunstnerens bevidsthed, har et navn. Den kaldes dystopia, og den er et vilkår for Mie Mørkebergs måde at opleve verden på – og for hendes særlige måde at udtrykke sig på.

Mie Mørkeberg vil ikke slippe denne stemning eller måske kan hun ikke? Måske er det denne særlige stemning, der ikke vil slippe sit tag? Det kan være derfor at hun har grebet og visualiseret denne følelse, for at andre også kan se og mærke den. Mie Mørkeberg søger ikke det harmoniske. Men når det alligevel kan se sådan ud, er det på grund af den uundgåelige modsætning til harmonien, der gør sig gældende i hendes kunst. For det er denne modsætning der holder billedet i live for beskueren.  I forbindelse med Trapholts genåbning den 21. april 2021 præsenteredes en ny stor soloudstilling med Mie Mørkeberg. Udstillingen fremviste helt nye værker, der inviterede ind i Mørkebergs imaginære land Kryptomania – et land som Mørkeberg skaber i sine malerier

Mie Mørkeberg (født 1980) er uddannet på det Kgl. Danske Kunstakademi 1999-2006. Hun modtog i 2015 det 3 årige arbejdslegat fra statens kunstfond. I sine værker tager Mie Mørkeberg afsæt i en særlig stemning, tilstand eller overbevisning om hvordan verden ser ud, når man gør sig sårbar for den eller åbner sig for den.