Torsdag 1. september 2022 kl. 19.30 i Agerumsladen
Koncerten er UDSOLGT.
Efter et par års Corona pause genoptager Mads Langer og Engelsholm Højskole samarbejdet omkring Engelsholmkoncerten, denne gang i et indendørs format i den nybyggede koncertsal Agerumsladen.
Koncertområdet åbner kl. 17.00, og der etableres i år et udendørs lounge område med madboder og salg af drikkevarer ned mod søen, hvor gæsterne kan hygge sig i timerne op til koncertstart og medbringe tæpper og stole. Man kan forudbestille en lækker tapas tallerken til 125 kr. eller man kan uden forudbestilling købe en portion Chili Sin Carne med ris til 75 kr. eller en stor frankfurter pølse med 2 brød til 40 kr.
Parkering på marken ovenfor slottet. Der står vagter til at guide jer når I ankommer.
Mads Langer har i år inviteret et par spændende, nye navne med. Det fremadstormende band “Blæst” bliver dette års vinder af Mads Langer legatet og dertil vil Zar Paolo som vandt legatet sidste år optræde, da sidste års koncert blev aflyst pga. Corona.
Den grundlæggende idé er fortsat at skabe en unik koncert, hvor artisterne møder ind dagen før for at øve med ”husorkestret”, som er Mads Langers band. Dermed skaber de sammen en koncert, som kun kan opleves lige præcis den aften.
Ideen opstod i 2015 i forbindelse med fejringen af skolens 75-års jubilæum, hvor Mads Langer, der var inviteret som solist, også påtog sig det musikalske lederskab på koncerten med sit faste band. Modellen fungerede virkelig godt, og i de følgende år var Mads den musikalske styrmand på projektet med en lang række store solister såsom Sanne Salomonsen, Tina Dickow, Søren Huss og Claus Hempler ved store, udsolgte koncerter i Slotshaven.
Med etableringen af den smukke koncertsal Agerumsladen bliver selve koncerten i år indendørs og med begrænsede pladser. Et af hovedformålene med koncerten er stadig at uddele “Mads Langer-legatet” til en solist eller et orkester, som har gjort sig særlig bemærket det seneste år, samt “Engelsholm Legatet” til en talentfuld sangskriver-elev, som dermed får et gratis semester på højskolens profilerede sangskriverlinje.