Gå til hovedindhold

Forfatter: Roar Amundsen

Ravi Kuma + support Zaina

RAVI KUMA

’… søndag eftermiddag viste producer Aske Knudsen og rapper Sharon Kumaraswamy, at man sagtens kan blæse taget af en åben himmel.’ 5 stjerner hos Soundvenue.

’Ravi Kuma er og bliver et af dette lands største og bedste liveacts’ skrev GAFFA i deres 5-stjernede liveanmeldelse. Ravi Kuma kombinerer de rowdy og helt tunge beats med en utrolig charme og nærvær med deres publikum. Glæd dig til en oplevelse, hvor Ravi Kuma garanterer et energifyldt liveshow med Sharon Kumaraswamy i front og produceren Aske Knudsen bag knapperne. Ravi Kuma er de seneste par år netop blevet kendte for deres liveshows, hvor de giver alt hvad de har til publikummet.

Senest anmeldte GAFFA og gav dem 6 stjerner, for deres koncert i Aarhus til ’De Grimmeste Aftner’:
’Helt og aldeles fænomenalt og professionelt (…) Kumaraswamy spirer fra et ydmygt frø til et kæmpemæssigt, frodigt og selvsikkert træ.’ 

Hitnummeret ’Miami’ som Ravi Kuma udgav sammen med tech-house geniet YoJohnny, fik meget airplay på P3 og gik til tops på viral charten. Seneste single ’Cardio’, med Ravi Kumas skarpe flow og Yo Johnnys fængende beats, gik direkte ind som P3’s ’Ugens Uundgåelige’. I bagkataloget finder vi også debutalbummet ’Sub’ samt singlerne ’Staring at My Dick’, ’Pretty’ og ’Fuck This Shit I’m Gonna Be a Princess’. Alle er en blanding af producer Aske Knudsens hårdtpumpede elektroniske beats og forsanger Sharons energiske og protesterende tekster, hvor gruppen tager aktuelle og tabuiserede emner op ud fra et menneskeligt, personligt og samfundsmæssigt perspektiv.

Zaina går på scenen ca. kl. 21.30 og Ravi Kuma ca. kl. 23.00.

Support Zaina:

Zaina er tidligere Engelsholmer og laver emotionel og medrivende elektronisk RnB.
Læs mere her

Lundh/Bonderup/Sjöström/Vuust Kvartetten

Lundh/Bonderup/Sjöström/Vuust Kvartetten, der består af Mads Lundh på saxofon, Jens Bonderup på guitar, Seth Sjöström på bas og Mikkel Vuust, har mødt hinanden på den svenske højskole Skurups Folkhögskola. Nu er de spredt ud i henholdsvis New York, Berlin, Sverige og Danmark men mødes til denne koncert for at spille deres fortolkninger af gamle jazzstandarder. Der kan forventes nærvær, spilleglæde og musikalsk udfoldelse på højt niveau.

SOMMERudstilling

Besøg den traditionsrige sommerudstilling på Engelsholm Højskole, hvor eleverne viser kunsthåndværk fra keramik, glas, billedkunst, fotokunst, smykkekunst, sangskrivning, elektronisk og VJing. Dagen krydres med koncerter, performances af eleverne og foredrag om slottets historie.

ALLE ER VELKOMNE. GRATIS ENTRE OG KRÆVER INGEN TILMELDING

Skt. Hans aften i Engelsholm Slotspark

Arrangementet er GRATIS – men kræver tilmelding ift. at vurdere behovet for mad og drikke.

Engelsholm Højskole fejrer traditionen tror Skt. Hans i Slotsparken torsdag den 23. juni kl. 17.00 – 20.00

PROGRAM

17.30-18.30: Mulighed for at købe aftensmad:
1 grillpølse, filet + kartoffelsalat og salat.
Pris: 100 kr. Børnemenu: 50 kr. Der sælges også drikkevarer.
– køb af mad og drikke betales med Mobile Pay på aftenen.

18.30: båltale ved Astrid Hald, højskoleelev og feminist.
Herefter sang og båltænding.
Musikalsk underholdning og snobrød frem til kl. 20.00

Bålet er placeret på vestsiden af Engelsholm Slot (ud mod søen).

Christian Hjortkjær

Skammen er vendt uventet tilbage. 68’erne kastede den bort og forbød den. Vi er fri af skam, sagde de. Men i dag rammer skammen ungdommen som en boomerang lige i ansigtet. Vi skammer os, selvom vi ikke må. Vi føler os afslørede og utilstrækkelige. Problemet er ikke, at vi har gjort noget forkert, men at vi aldrig har gjort nok. Det er diagnosen. Gad vide, hvad der gik så galt, at vi bliver syge af skam? Gad vide, hvad der er medicinen?

Christian Hjortkjær er højskolelærer og forfatter til en række bøger i krydsfeltet mellem teologi, sociologi, psykoanalytisk teori og eksistensfilosofi. Det er ofte med udgangspunkt i Søren Kierkegaards tekster, at Christian Hjortkjær kommer med analyser og diagnoser af samtiden, ungdommen og vores forhold til etik og moral, herunder hvad det betyder for psykiatrien og diagnosticeringen af psykisk sygdom. Analyserne kredser ofte om emner som sorg, angst, fortvivlelse, utilstrækkelighed, skyld, skam, kærlighed, håb og mod.

Han har i 2020 udgivet bogen: Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge og blander sig ofte i offentlige debatter om bl.a. diagnosesamfundet.

 

Mie Mørkeberg

Den unge danske billedkunstner Mie Mørkeberg arbejder med et vildtvoksende visuelt univers, der på en gang afslører et dedikeret håndværk og en sans for det figurative, men også en trang til at flå virkeligheden og det trygge i stykker. Den stemning eller tilstand der eksisterer i kunstnerens bevidsthed, har et navn. Den kaldes dystopia, og den er et vilkår for Mie Mørkebergs måde at opleve verden på – og for hendes særlige måde at udtrykke sig på.

Mie Mørkeberg vil ikke slippe denne stemning eller måske kan hun ikke? Måske er det denne særlige stemning, der ikke vil slippe sit tag? Det kan være derfor at hun har grebet og visualiseret denne følelse, for at andre også kan se og mærke den. Mie Mørkeberg søger ikke det harmoniske. Men når det alligevel kan se sådan ud, er det på grund af den uundgåelige modsætning til harmonien, der gør sig gældende i hendes kunst. For det er denne modsætning der holder billedet i live for beskueren.  I forbindelse med Trapholts genåbning den 21. april 2021 præsenteredes en ny stor soloudstilling med Mie Mørkeberg. Udstillingen fremviste helt nye værker, der inviterede ind i Mørkebergs imaginære land Kryptomania – et land som Mørkeberg skaber i sine malerier

Mie Mørkeberg (født 1980) er uddannet på det Kgl. Danske Kunstakademi 1999-2006. Hun modtog i 2015 det 3 årige arbejdslegat fra statens kunstfond. I sine værker tager Mie Mørkeberg afsæt i en særlig stemning, tilstand eller overbevisning om hvordan verden ser ud, når man gør sig sårbar for den eller åbner sig for den.

Julie Østengaard

Julie Østengaard er lydkunstner og komponist der arbejder med elektronisk produceret musik. Østengaard undersøger i sine værker, hvordan den elektroniske lyd kan antage fysisk form og interagere med sin beskuer. Her tager Østengaards projekter mange forskellige drejninger og hun har inkoorporeret alt fra varslingssirener og mobiltelefoner til hjerneimpulser og indholdet af et gammel værft.Julie Østengaard har tidligere udstillet på blandt andre Click Festival, Kunsthal Kongegaarden og Eksperimentarium.

Læs mere

Herning Kirkes Drengekor

Herning Kirkes Drengekor er et af Danmarks ældste kor og kun ét ud af to professionelle kor i Skandinavien. Korets historie går helt tilbage til 1949, hvor det blev grundlagt af den fremsynede organist Cort Cortsen, som havde en vision om at skabe et kor af høj kvalitet, der kunne understøtte menighedens sang til gudstjenester efter forbillede af den engelske kortradition.

I 1984 blev Mads Bille tilknyttet som dirigent, og med ham voksede ambitionerne om at blive et verdenskor, der kan være med til at udbrede kormusik i hele verden. Han grundlagde i 1999 Herning Sangskole, der senere bliver til Den Jyske Sangskole. Her får sangerne en professionel musikalsk uddannelse og udvikler deres individuelle færdigheder.

Udover fokus på korsangernes udvikling var der et ønske om at forny de kirkelige musiktraditioner, og koret begyndte derfor i 00’erne at skabe ny musik til højtiderne. De første turnéer i Danmark og udlandet tog for alvor fart i 00’erne, og koret har optrådt over det meste af verden. I 2020 overtog engelskfødte Charlotte Rowan dirigentstaven.

Generalforsamling – Engelsholm Musik & Kultur

Foreningen Engelsholm Musik & Kultur (tidl. Engelsholms Venner) afholder den årlige generalforsamling i Riddersalen på Engelsholm Slot.

Alle er velkomne og arrangementet er gratis men kræver tilmelding, da vi byder på lidt let mad og drikke til deltagerne efter mødet. Aktive medlemmer af Engelsholm Musik & Kultur (og Engelsholms Venner) har stemmeret på generalforsamlingen.

Medlemsskab kan tegnes her: http://old-engelsholmevents.betterwork.dk/bliv-medlem

Forslag til dagsordenen sendes senest 17. maj til spillestedsleder Roar Amundsen, roar@engelsholm.dk

De faste punkter på dagsordenen er disse:

1.Valg af dirigent
2.Årsberetning
3.Årsregnskab
4.Indkomne forslag
5.Valg til bestyrelse og suppleanter
6.Budget for næste år
7.Eventuelt

Vi glæder os meget til at se jer!

Bedste hilsner
Roar Amundsen & bestyrelsen

Her vedtægter for Engelsholms Venner, som formelt skifter navn til Engelsholm Musik & Kultur på årets generalforsamling.
Vedtægter Engelsholms Venner opdateret okt. 2021 – underskrevet

Skúli Sverrisson & Gustaf Ljunggren

Nyt musikalsk makkerpar – en slags skandinavisk super-duo – med rødder i den nordiske tradition (Sverige/Island) mixer de sfæriske klangflader og trækker på deres enorme bagkatalog af egne udgivelser og samarbejde med artister i Skandinavien og udlandet. To musikere, hvor man altid er sikker på, at det kunstneriske niveau er utroligt højt – og hvor improvisation er en naturlig og integreret del koncertoplevelsen.

De to musikere udgiver sammen et nyt album i maj 2022 med titlen “Floreana”. Om musikken på det nye album siger Gustaf Ljunggren: “Jeg lyttede indad og det lød sådan her. Der var melodier og jeg valgte at sige “ja” til dem, at tage imod dem og løfte dem frem. Skúli Sverrisson har været med hele vejen i denne proces; han har gået ind i musikken med stor dedikation og kunstnerisk omhu, hjulpet med arrangementer, idéer til strukturer og stemninger. Ikke mindst har Skúli bidraget med sit vidunderlige, intense og generøse musikerskab med fuldt nærvær.”

Musikken på albummet vil gerne give lytteren adgang til noget glemt eller uopdaget. Der er en gennemgående sanselighed i musikken, musikalske rum der giver mulighed for at lytte indad, hjulpet af gentagelser i melodier og mønstre. Musikken søger ikke højdepunkter, men tilstande af tilstedeværelse.

Koncerterne med Gustaf Ljunggren og Skúli Sverrisson vil besøge de tilstande som musikken på “Floreana” inviterer til. To af nordeuropas mest særegne instrumentalister fortolker Gustaf Ljunggrens musik med stor opmærksomhed på rummet og omgivelserne hvor musikken bliver opført. Publikum kan forvente en stærk dedikation til nærværet i musikken, som den vil folde sig ud til den den pågældende koncert. Hver koncert vil blive eksklusiv og vil ikke ligne den næste.

LIDT OM DE TO MUSIKERE:

Gustaf Ljunggren (født 1974 i Stockholm i Sverige) er en svensk multiinstrumentalist og sanger. Gustav Ljunggren er uddannet saxofonist på Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvor han har boet siden 1996. Udover saxofon spiller Gustaf Ljunggren bl.a. på forskellige guitarer og basguitarer, pedal steel guitar, steel guitar, mandolin, banjo, klaver, keyboards, basklarinet, bratsch og fløjte.

Gustaf Ljunggren har spillet med en lang række danske og udenlandske musikere, herunder C.V. Jørgensen, Sofia Karlsson, Steffen Brandt, Eivør, Robyn m.fl. og medvirker på en lang række udgivelser.

Han har i eget navn i 2010 udgivet albummet Fractions and Pastures, der modtog fem ud af seks stjerner i musikmagasinet GAFFA og udgav i 2018 med Emil De Waal albummet Gustaf Ljunggren/Emil De Waal.

I 2015 blev Gustaf Ljunggren hædret med Ken Gudman Prisen.

………………….

Skúli Sverrisson (født 23. oktober 1966) er en islandsk komponist og basguitarist.

Han har arbejdet med Wadada, Leo Smith, Derek Bailey, Lou Reed, Jon Hassel, David Sylvian, Arto Lindsay og komponisterne Ryuichi Sakamoto, Jóhann Jóhannsson og Hildur Guðnadóttir.

Han er kendt for sit arbejde som kunstnerisk leder for Ólöf Arnalds, indspilninger med Blonde Redhead og som musikalsk leder for Laurie Anderson. Hans soloværker omfatter Seremonie i 1997 og Sería i 2006. Seria blev kåret til Årets bedste album af Icelandic Music Awards.  Skúli spiller dobro, kontrabas og charango foruden basguitar.

Han har komponeret musik for det islandske dansekompagni (Open Source), Islands Nationalteater (Volva) og film og installationer som Welcome and Music for Furniture with Olafur Thordason.