Gå til hovedindhold

Forfatter: Roar Amundsen

Christian Hjelm

Christian Hjelm tager i efteråret 2022 på tour rundt i landet med sit band og et nyt album i bagagen. Hjelm er kendt for at have en af de mest unikke stemmer på den danske (og udenlandske) musikscene igennem de sidste 20 år; først i front for indie-bandet Figurines dernæst som soloartist på dansk og det har blandt andet resulteret i Steppeulv som ‘Årets Vokalist’ og debuten “Før Vi Vlev Lette” blev af Gaffa kåret som årets album.

Hjelm er en svær artist at sætte i bås, det beviser han gang på gang, fra Figurines, til melodismed på dansk, over i alternativ folk med Lucky Moon og senest som en del af musikkollektivet ‘Nymalet’ med andre musikere som; Katinka og Johan Olsen.

Nu er Hjelm klar til, at udgive ny musik på dansk og spille live, bakket op af et super sammenspillet band som giver Hjelms skæve og poetiske sange sprudlende og nærmest rørende karakter.

Om de forstående koncerter udtaler Christian Hjelm: 
”Det er skræmmende at spille live og samtidig fantastisk – kombinationen af de to følelsesmæssige modpoler skaber en følelse af eufori og afmagt og i det spændingsfelt har jeg det overraskende godt. Jeg ser frem til at spille sprit-nyt, såvel som ældre materiale rundt omkring i det ganske land med mit band.”

I 2012 debuterede Christian Hjelm som solist med det anmelderroste album ’Før vi blev lette’, der bl.a. udløste en Steppeulv-pris som Årets Vokalist i 2013 og et hav af optrædener landet over – både med band og solo. Albummet blev kåret til Årets bedste danske album (2012) ifølge Gaffas redaktion.
I 2014 var Hjelm klar med sit andet album ’Vaskeægte’, der høstede både stjerner og roser hos anmelderne. 
Efter en kort afstikker tilbage på engelsk med sideprojektet Lucky Moon, var Christian Hjelm klar med sit tredje album ’Uskolet magi’ i april 2018. ”Christian Hjelm har fået både eufori, fantasi og sommerfuglene i maven med i studiet og ned i rillen” skrev Politikens anmelder Kim Skotte og gav albummet fem hjerter.

Birgit Bjerre – billedkunstner

Birgit Bjerre er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og arbejder med henholdsvis, tegning, maleri, skulpturelle kasser, tekster og performances og er samtidig en del af det professionelle kunstnerdrevne udstillingsfællesskab og værksted KH7 Århus. Hun er desuden forperson for Billedkunstrådet i Århus kommune 2022-2026.

”Birgit Bjerre er en rutineret tegner og maler med et personligt udtryk, hvor naturens fænomener, nære som fjerne, fortolkes i på én gang komplekse og enkle billeder. Således betragter vi i ét og samme værk former, der minder om encellede organismer, der bevæger sig i mystiske systemer; et hektisk bistade i en træstub; eller en storby set fra fugleperspektiv. Med en serie af afstøbninger i bivoks, der stadig er under udarbejdelse, griber Birgit Bjerre det konceptuelle og materielle, og overlader de afsluttende stadier af værkernes tilblivelse til bierne. Dermed viser hun, at hun ikke blot er maler og tegner, men også en konceptuelt funderet samtidskunstner. Birgit Bjerres værker er æstetiske og dynamiske. De har historie, mening og kant.” (Galleri Pi)

Udstillinger 2022-2023:
”Kære Fjende, Lieber Feind” Bunkermuseum Thy, Maj støttet af bla. Kulturudviklingspuljen i Århus og Færch fonden.

Udstillinger 2021:
”Beyond” – jubilæumsudstilling. Charlotte Fogh Gallery.
”Unearth” – oktober, soloudstilling Galleri Pi, Borgergade, Kbh.

Udstillinger 2020:
Strange Times, Covid19 udstilling inviteret af. https://strangetime.art in collaboration with the National Center “Ukrainian House”.
Charlotte Fogh Gallery: Burnt Umbrella and other stories gruppeudstilling, juni- august. Art Herning: Udstiller med Galleri Pi.

Mouritz/Hørslev Projektet

Engelsholm præsenterer et af landets mest stilskabende og poetiske folk/pop orkestre. Bandet Mouritz/Hørslev Projektet, der står bag de musikalske fortolkninger af forfatter Lone Hørslevs ord, har i år 20 års jubilæum. Sangene fra sidste års comeback album Lykkelige Mennesker, som i et halvt år har ligget i A-rotation på P6, er i fokus.

Mouritz/Hørslev Projektet står for noget særligt i dansk musik. Siden de startede deres samarbejde på debuten ‘Så er det sagt’ i 2007 har de gang på gang sat nye standarder for, hvad man kan sige i en dansksproget popsang. Deres moderne viser balancerer altid knivskarpt imellem det skrøbelige, det rå og det humoristiske. Hørslev og Mouritz har sammen skabt et multifacetteret popunivers med skarptskrevet lyrik og rørende melodier og igennem årene er der blevet opbygget et stort bagkatalog af sange som blandt andet ‘Jo mere jeg bliver din’, ‘Lille Krokodille’ ‘ Hus og Have og ‘Kom kom kom’. ‘Der er nu noget ganske særligt over duoen Mouritz/Hørslev. Det er vitterligt musik for sarte sjæle, vel at mærke den der særlige sarthed, som er foret med rustfrit stål og betrukket med bly.’, som musikkritiker Klaus Lynggaard har udtryk sig om denne duo.

“Vi skriver nye sange om at være i verden, som den ser ud i dag, med skovbrande, forurening og overvågning. Men vi skriver samtidig om en verden, hvor kærligheden kan føles helende og magisk og hvor der også findes et håb og en tro på, at tingene kan blive bedre. Det er ikke en egentlig politisk plade, men hvert et ord er skrevet ud fra vores eget ståsted, som er præget af en stærk bekymring for verdens tilstand og fremtid.” – Lone Hørslev

Pressen skrev:

“ Et band to die for og hele molevitten er smukt produceret. Indie-pop når det er bedst” Klaus Lynggaard, WeekendAvisen

“Helende og magisk kærlighed” Ugebladet Søndag

“ En plade fyldt med gode oneliners, der ofte rummer noget sørgmodigt og urovækkende, samtidig med at de virkelig er sjove” Rasmus Steffensen, Dagbladet Information

“Påmindelse om poesiens trodsige skønhed” (GAFFA, ★★★★

“Duoens musikalsk mest ambitiøse og gennemarbejdede til dato” Kim Skotte, Politiken ★★★★

Line-up

Mads Mouritz: sang og guitar
Jacob Funch: guitar, perc,
Thomas Vang: bas, violin,
Mads Andersen. trommer mm.
Lisbet Laugesen: Klaver og synth

Lydmor – Naked

Koncerten er GRATIS men kræver tilmelding via Billetto.
Den arrangeres i samarbejde med Trekantområdet Danmark og konferencen Kulturtræf22.

LYDMOR har turneret verden rundt med sit farvestrålende og bombastiske elektropop- show, og drager nu på tour i en anderledes og mere afdæmpet udgave. Den anmelderroste musiker skifter neon malingen, lysproduktionen og de pulserende elektrobeats ud med den blottede sang. Med dette greb ønsker multikunstneren LYDMOR med det borgerlige navn Jenny Rossander, at vække et anderledes liv i sine maleriske sange.

LYDMOR har altid flirtet med formatet, at optræde alene med sit klaver. I 2018 inviterede ROSA hende til at være en del af deres ”Naked Sessions” under SPOT FESTIVAL og hér viste Jenny Rossander at hendes sange, i dette simple format kunne noget helt unikt.

Kombineret med LYDMORS ligefremme historiefortællinger om sin karrieres, op- og nedture som artist, sit ophold i Shanghai, og det hektiske liv i kunst-orkanens øje, får publikum et indblik i en unik musiker og kunstners krøllede verden.

“Hendes fortællinger fra scenekanten skaber en fortrolig intimitet med publikum og LYDMOR viser et ægte, uforceret nærvær”

INFORMATION, marts 2020

“”Uanset om det stod på skarpskåren electro-pop eller stille sange på flygelet, brillerede LYDMOR i DR Koncerthuset. Det var storladent og bjergtagende, men det forblev altid menneskeligt og nærværende…”

Soundvenue, marts 2019

Guldimund

Guldimunds album ‘Dem, Vi Plejede At Være’ har laserprintet sig fast i hjerte og sind hos den begejstrede og bevægede fok af folk i alle aldre, der har stiftet bekendskab med værket, siden det udkom sidste vinter. Med den nærværende og ærgerrige Asger Nordtorp Pedersen i front for sin umådeligt velspillende oktet lå Guldimund i første bølge af orkestre, der genåbnede musikdanmark efter den pandemiske dvale. Præster, kulturministre, radioværter og dansklærere har siden sluttet sig til skaren af entusiastiske lyttere, og den danske anmelderstand dekorerede ham med hele tre priser ved dette års Steppeulven: Årets album, Året tekstforfatter og Årets musiker
Guldimund er en kunstner, der insisterer på at patos ikke behøver være prætentiøst og at det intime kan være det allermest intense. Det er et band, der med afsæt i en traditionel folkrockbesætning konstant forsøger at være dynamisk og udforske sine klangmuligheder, som var det et symfoniorkester. I centrum står Asger Nordtorp Pedersen, der med sin særegne stemme, store spændvidde og præcision leverer nogle virkeligt velfortalte vidnedsbyrd fra det helt nære og almenkendte menneskeliv.

Live bliver musikken forløst af et 8 mand stort ensemble.

 

Mathilde Teglgaard – Kvinderne i dansk kunsthistorie

Når kunsthistorien skrives, sies kvinderne ofte fra eller de nævnes kort som vedhæng; søster eller hustru til ham eller ham. Det gælder også den danske kunsthistorie. Denne lørdag giver vi fuld opmærksomhed til danske kvindelige kunstnere i perioden fra ca. 1800 og frem til i dag. Hvilken kunst skabte de, og hvordan var deres muligheder for at uddanne sig og udstille? Hvorfor fylder de så lidt i bøgerne og på museerne, og hvorfor ses i dag en tendens til at hente kvinderne ud i lyset? Og er der egentlig ligestilling på kunstens område i dag? Undervejs møder vi bl.a. Elisabeth Jerichau-Baumann, Anna Ancher, Agnes Slott-Møller, Anne Marie Carl-Nielsen, Elise Konstantin-Hansen, Christine Swane, Franciska Clausen, Astrid Noack, Jane Muus, Kirsten Justesen, Jytte Rex og Jeanette Ehlers.

Mathilde Teglgaard er kunsthistoriker og har undervist og holdt foredrag om kunst, arkitektur og design i mere end 10 år bl.a. ved Folkeuniversitetet i København. Hele kunst- og arkitekturhistorien er hendes arbejdsfelt. Hun søger at berige og begejstre med alt fra de gamle egyptere, Mona Lisa, Bauhaus og Picasso til BIG, Take the Money and run og mere af det nyeste nye indenfor kunst, arkitektur og design.

Sangaften på Engelsholm / sept. 22 (UDSOLGT)

OBS: Koncerten er UDSOLGT! (ingen billetsalg ved indgangen)

De efterhånden legendariske sangaftener i DGI Huset i Vejle, hvor et stort publikum igennem flere år hver måned har fundet sammen for at synge sange fra højskolesangbogen, flyttes fra efteråret 2022 til Agerumsladen på Engelsholm Slot 15 km. vest for byen.

Det bliver stadig højskoleforstander Jakob Bonderup som er musikalsk vært for aftenerne sammen med forskellige musikalske gæster.

Vi sælger to typer billetter til arrangementet – med eller uden aftensmad. Billetsalget inkl. lækker mad fra højskolens køkken lukker 3 dage før arrangementet af hensyn til indkøb. Alle deltagere får kaffe og kage i pausen, uanset hvilken billet man har købt.

kl. 18.00 Middag (I spisesalen på slottet)
kl. 19.00 Dørene åbnes i Agerumsladen
kl. 19.30 Sangaften med kaffe-kage-pause
kl. 21.30 Tak for i aften

Husk at medbringe din Højskolesangbog – helst 19. udgave

OBS: Til dem der har købt billet med spisning, så foregår spisningen på selve slottet fra kl. 18.00 – 19.00. Der nogle trapper op til indgangsdøren til slottet ligesom toiletfaciliteterne er i kælderen – dermed også nogle trapper derned. Giv lyd til Roar Amundsen på roar@engelsholm.dk hvis du får problemer i den forbindelse, så finder vi ud af noget.

Sangglade hilsner
Jakob Bonderup

– Aftenerne arrangeres i et samarbejde mellem Engelsholm Højskole, Roland Christiansen og Engelsholm Musik & Kultur

Engelsholmkoncerten med Mads Langer (UDSOLGT)

Koncerten er UDSOLGT.

Efter et par års Corona pause genoptager Mads Langer og Engelsholm Højskole samarbejdet omkring Engelsholmkoncerten, denne gang i et indendørs format i den nybyggede koncertsal Agerumsladen.

Koncertområdet åbner kl. 17.00, og der etableres i år et udendørs lounge område med madboder og salg af drikkevarer ned mod søen, hvor gæsterne kan hygge sig i timerne op til koncertstart og medbringe tæpper og stole. Man kan forudbestille en lækker tapas tallerken til 125 kr. eller man kan uden forudbestilling købe en portion Chili Sin Carne med ris til 75 kr. eller en stor frankfurter pølse med 2 brød til 40 kr.
Parkering på marken ovenfor slottet. Der står vagter til at guide jer når I ankommer.

Mads Langer har i år inviteret et par spændende, nye navne med. Det fremadstormende band “Blæst” bliver dette års vinder af Mads Langer legatet og dertil vil Zar Paolo som vandt legatet sidste år optræde, da sidste års koncert blev aflyst pga. Corona.

Den grundlæggende idé er fortsat at skabe en unik koncert, hvor artisterne møder ind dagen før for at øve med ”husorkestret”, som er Mads Langers band. Dermed skaber de sammen en koncert, som kun kan opleves lige præcis den aften.

Ideen opstod i 2015 i forbindelse med fejringen af skolens 75-års jubilæum, hvor Mads Langer, der var inviteret som solist, også påtog sig det musikalske lederskab på koncerten med sit faste band. Modellen fungerede virkelig godt, og i de følgende år var Mads den musikalske styrmand på projektet med en lang række store solister såsom Sanne Salomonsen, Tina Dickow, Søren Huss og Claus Hempler ved store, udsolgte koncerter i Slotshaven.

Med etableringen af den smukke koncertsal Agerumsladen bliver selve koncerten i år indendørs og med begrænsede pladser. Et af hovedformålene med koncerten er stadig at uddele “Mads Langer-legatet” til en solist eller et orkester, som har gjort sig særlig bemærket det seneste år, samt “Engelsholm Legatet” til en talentfuld sangskriver-elev, som dermed får et gratis semester på højskolens profilerede sangskriverlinje.

 

Troels Boberg

STYRK DIN KREATIVE PROCES – OG FÅ BEDRE OG MERE INSPIRERENDE IDEER

Kreativitet er et af tidens varmeste emner. Politikere, akademikere og kloge hoveder verden over fortæller os, at kreativitet er utrolig vigtigt. Uden kreativitet kan vi ikke løse fremtidens problemer. Uden kreativitet bliver der ingen fremtidig velstand.
Men hvad er egentlig kreativitet, og hvordan fungerer den?

I dette foredrag vil du få et nyt og forfriskende blik på den/din kreative proces. Du vil lære om dens forskellige faser og om de mentale og følelsesmæssige tilstande, du gennemgår i løbet af dens virke. Ved at få en bedre forståelse for din kreative proces, vil du få lettere adgang til dine kreative og kunstneriske impulser. Du vil få bedre og stærkere ideer, og det vil blive lettere for dig at give slip og stole på dig selv og din proces undervejs. Du vil få en dybdegående viden om den rolle som den ubevidste del af dit følelsesliv spiller i din kreative proces. Du vil lære nogle særdeles brugbare psykologiske teorier, der vil styrke dit kreative jeg og din evne til at holde rummet for din egen og andres kreative processer.

En ting er at kende din kreative proces fra din egen intuitive praksis. Noget andet er, at få en grundig psykologisk redegørelse for processen funderet på en lang række kvalificerede psykologiske teorier, begreber, modeller og illustrative eksempler.
Troels Boberg er stifter og CEO i kursusvirksomheden DEN KREATIVE IMPULS. Siden 2013 har Troels fungeret som psykologfaglig konsulent og foredragsholder, hvor han med originalitet og entusiasme har undervist i en række forskellige kreative og kunstpsykologiske emner. Troels har en særlig evne til i at formidle psykologiske teorier, så de er til at forstå for alle. Hans undervisning er altid praksisnær, og han anvender mange eksempler.

Klassisk koncert med DUEN – solist Henrik Goldschmidt

Det Danske Ungdomsensemble (DUEN) gæster Agerumsladen med Bachs mesterværker og sommerlig engelsk strygermusik.

Ved denne koncert vil man kunne opleve en vekselvirkning mellem Bachs energisk swingende og arkitektonisk mageløse koncerter og så den varme klang af engelsk strygermusik. De engelske komponister har en helt særlig flair for at skabe en lys, afbalanceret og elegant strygerklang – ofte med en malende naturstemning, der kan lede tankerne hen på musikken fra engelske tv-serier og film.

Som solist medvirker ingen ringere end Henrik Goldschmidt, som med sit virtuose og sprudlende obospil og sin karismatiske udstråling er én af vores mest populære instrumentalister.

Dirigent Morten Ryelund vil som altid præsentere musikken og guide publikum igennem programmet.

Koncerten vil byde på følgende hovedværker:

Johann Sebastian Bach (1685-1750): Koncert for obo, violin og strygere i C-mol, BWV 1060
J. S. Bach: Brandenburgkoncert nr. 3 i G-dur, BWV 1048
Edward Elgar (1857-1934): Serenade for strygere op. 20
Frederik Delius (1862-1934): Two Aquarelles
Herudover musik af bl.a. Purcell og Warlock

DUENs grundkerne består af op til 25 af landets bedste unge strygere i alderen 17-27 år. Musikerne kvalificerer sig til en plads i ensemblet ved en optagelsesprøve. Igennem tiden har flere hundrede musikere været igennem ensemblet, og mange spiller i dag som professionelle musikere.

”Vi føler os hjemme i hele landet, men ingen steder mere end på Engelsholm” udtaler orkestrets leder og dirigent Morten Ryelund, der lover et brag af en koncert på det gamle slot. ”For os er det helt naturligt at støtte op om dette fantastiske orkester og projekt” udtaler Jakob Bonderup, forstander på Engelsholm. ”Hos os er musikalsk inspiration ikke begrænset af genre-skel og modeluner. DUEN er et ungt, ambitiøst og udadvendt strygerensemble, der er glimrende ambassadører for den klassiske kompositionsmusik, og det vil vi gerne give vores elever og gæster mulighed for at opleve på nærmeste hold”.

Kunstnerisk leder og dirigent
Morten Ryelund er DUENs kunstneriske leder og faste dirigent. Siden DR Ungdomsensemblets oprettelse i 2004 har han været drivkraften bag ensemblet og har siden fortsat sit arbejde med DUEN.

Morten Ryelund (f. 1970) fik sin professionelle dirigentdebut med Sønderjyllands Symfoniorkester i 1996. Siden har han arbejdet med talrige orkestre og ensembler som f.eks.: Sjællands Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, DR Underholdningsorkestret, Malmö Symfoniorkester, Helsingborg Symfoniorkester, Stockholm Sinfonietta, Bergen Kammerorkester, Pskov Symphony Orchestra (Rusland), Athelas Sinfonietta, DR Radiokoret, Det Kgl. Operakor og Copenhagen Chamber Orchestra.
Desuden har han lang og omfattende erfaring i arbejde med unge musikere og har igennem hele sin karriere været initiativtager til en række ensembler og orkestre.