Skip to main content

Lene Bødker

Onsdag den 8. november 2023 kl. 19.30 i Riddersalen

I den internationale kunstverden er hun et hædret navn og indgår i samlinger hos Victoria & Albert Museum i London og Musée des Arts décoratifs i Paris. Herhjemme aner mange ikke, hvem Lene Bødker er. Mød den 64-årige kunstner, der hugger i glas med hammer og mejsel – og nu udstiller i New York.

Lene Bødkers skulpturer er, kendetegnet ved deres organiske, næsten kropslige form og ved deres leg med lyset, som danser i glassets overflade og nogle steder har svært ved at trænge igennem, fordi genstandene er så massive. De har også det tilfælles, at de er blevet til gennem en usædvanlig – og usædvanligt tidskrævende – støbemetode. For nej. Lene Bødker puster ikke i glas, som de fleste andre glaskunstnere herhjemme ellers gør. Hun hugger i glas. Ja, hugger. Med hammer og mejsel.

Hendes kunstneriske udviklingsrejse startede for alvor i ungdomskærestens pottemageri samt på Engelsholm Højskole! Her lærte hun en hel masse af den disciplin, der skal til for at mestre et håndværk. Efter sit ophold på Engelsholm blev hun højskolelærer, blandt andet på Langelands Kunsthøjskole. Her underviste hun i keramik, indtil hun som 27-årig, i 1986, besluttede sig for at søge ind på Skolen for Brugskunst (i dag Kunstakademiet) i København – og kom ind sammen med flere af sine tidligere elever.
Lene Bødker blev i 2012 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse med den begrundelse, at hun er en »sjælden og særlig kunsthåndværker«.