Skip to main content

Julie Maria

Onsdag den 1. februar 2023 kl. 19.30 i Riddersalen

“Legesyg, ligefrem, længselsfuld og langtidsholdbar. Fire ord, der starter med “L” parret med en hulens masse talent, og så får du …Julie Maria”

Sådan lød ordene da Julie Maria i 2010 blev nomineret til P3 prisen som eneste kvinde i feltet af nominerede.

Julie Maria startede sin musikalske karriere som sanger i DRs Pigekor og blev efterfølgende uddannet på Det Rytmiske Konservatorium i Kbh samt Anne Rosing Instituttet for både klassiske og rytmiske og sangere. Allerede som 19 årig blev hun signet på Universal Music og har siden udgivet 7 anmelderroste albums og samarbejdet med navne som Tina Dickow, Steffen Brandt, Tim Christensen, Mads Langer, Søren Huss, Hella Joof, Clemens og Nexus.

Mange kender hende som stemmen bag titelsangen “Uden Hinanden” til DRs populære julekalender “Pagten” fra 2009.

Julie Maria har i de senere år bevæget sig væk fra de mere hitprægede produktioner og fundet et nyt kunstnerisk udtryk – mere organisk, transparent, ærligt og råt. Hendes evne til at skrive hooks er der stadig intet galt med! Så glæd dig til at være vidne til et stop på hendes musikalske rejse, der kun lige er begyndt.

I 2020 vandt hun sangskrivningskonkurrencen ALSANG 2020 med sangen Frihedens Lysdøgn, som siden er blevet optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen. Hun har grundlagt og er leder af Friheds-fællessangskoncerterne anno 2020/2021 og indgik i 2022 partnerskab med spillestedet Gimle og Musikbyen Roskilde i et cirkulært fællesskab, hvor de to instanser løfter hinanden ud fra et fælles værdisæt der omhandler bæredygtighed, fællesskab, håb og nære værdier.