Skip to main content

Ganger (medlemskoncert)

Fredag d. 10 maj 2024 kl. 19.30 i Agerumsladen

Som noget ganske særligt byder vi på denne helt eksklusive koncert kun for medlemmer af Engelsholm Musik & Kultur, Elevforeningen på Engelsholm samt højskolens nuværende elever.

Hvis du ikke allerede er medlem kan medlemskab af foreningen kan tegnes her

Ganger bestående af  Mille Mejer Djernæs Christensen, Ninna Lundberg, Andreas Campbell og Thomas Bach Skaarup fuldendte i april 2023 deres Mørktropisk-trilogi, med albummet ‘Pisk’.

Albummet har haft lead-up singlerne ‘Hugo (feat. DAYYANI)’, ‘Dum Weekend’ og ‘Mandariner’.

Teksterne på albummet er direkte inspireret af og låner fra den store bunke på over 100 kærlighedsbreve, skrevet mellem Thomas Bach Skaarups forældre, hvis forelskelse og afslutning på samme fik stor påvirkning på familiens efterfølgende liv.

Bandets andet album, “Tro”, anden del af Mørktropisk-trilogien, udkom den 2. oktober 2020 på Yachtvej digitalt og på vinyl. 

Albummet blev modtaget meget positivt af et samlet dansk anmelderkorps. Soundvenue kårede det som årets danske album. Bandet figurerede desuden på forsiden af GAFFA’s oktober-issue, hvor i de også havde et stort interview. De var desuden på forsiden af Politikens Kulturtillæg med tilhørende portræt, interview og reportage. “Styrke” var P3 Uundgåelige i uge 39 2020.

Herudover vandt bandet P3 Talentet til P3 Guld 2020 efter udgivelsen af albummet. Det blev nomineret til fire Steppeulve – årets udgivelse, årets tekstforfatter (Thomas Bach Skaarup), årets vokalist (Ninna Lundberg, Mille Mejer Djernæs Christensen og Thomas Bach Skaarup og årets producer (Anders Boll, Niels Christian Sommer og Thomas Bach Skaarup. På tværs af de to albums “Mørk” og “Tro” har de været nomineret til 10 Steppeulve.

I 2023 drog Ganger på en omfattende turné, der bl.a. bragte dem forbi Store VEGA, Train, Heartland og Roskilde Festival, hvor de spillede karrierens hidtil største show på Arena-scenen. I november 2024 indtager Ganger DR Koncertsalen til en stor ”Mørktropisk” specialkoncert, hvor de markerer afslutningen på deres albumtrilogi og starten på noget nyt.