Beskrivelse
Anne Dorte Michelsen er en af Danmarks mest markante sangere og sangskrivere og har gennem mere end fire årtier sat et tydeligt præg på dansk musik. Hun fik sit store gennembrud i begyndelsen af 1980’erne som sanger og sangskriver i Tøsedrengene, hvor hun blandt andet stod bag klassikere som ”Sig Du Ka’ Li’ Mig”, “Indianer”, Så Gik Der Tid Med Det” og “Bruge og Bruges”. Gruppen blev et af årtiets mest toneangivende orkestre og Anne Dortes særlige talent for det enkle, præcise og personlige danske sprog kombineret med en luftig og nærværende stemme ramte folk lige i hjertet.
Efter Tøsedrengene fortsatte hun en omfattende solokarriere, hvor hun har bevæget sig mellem pop, viser og salmer. Blandt hendes mange soloudgivelser er “Mellem Dig, Og Mig”, “Elskerindens Have”, “Min Karriere Som Kvinde og “De Voksnes Rækker”. Hun har desuden sat musik til Halfdan Rasmussens tekster på albummet “Den Ordløse Time”. Hendes sange kredser ofte om kærlighed, relationer, livets forskellige faser og de store spørgsmål, men med et sprog, der tager udgangspunkt i det konkrete og genkendelige.
Et særligt spor i hendes karriere er hendes forhold til den danske sang- og salmetradition. På albummet “Fred Hviler Over Land Og By” fra 2001 fortolkede hun udelukkende danske sange og salmer, som hun selv gennem årene havde fået et nært forhold til. Året efter fulgte “Så Stille Som Sne”, hvor fortolkninger af klassiske højskolesange og salmer blev kombineret med enkelte af hendes egne sange.
For Anne Dorte Michelsen hænger sang og fællesskab tæt sammen. Hun har selv fremhævet, hvordan de danske sange og salmer rummer erfaringer med blandt andet tvivl, tro, længsel, kærlighed og tilhørsforhold, som fortsat kan samle mennesker. Hendes egen ”Tænd Et Lys For Mig” er blevet optaget i Højskolesangbogen og placerer dermed også hendes eget sangskriverarbejde direkte i den tradition, hun selv har været så optaget af at fortolke.
–
Julesange Fra Livet arrangeres af Engelsholm Musik & Kultur, og overskuddet fra aftenen går ubeskåret til foreningens arbejde med at arrangere koncerter, foredrag og artist talks på Engelsholm Højskole henover året.
HUSK: Hvis du har en højskolesangbog så tag den endelig med (helst 19. udgave – den nyeste)
Vi har kun ca. 250 sangbøger til låns, men der er også mulighed for at købe en bog for 395 kr. ved indgangen.
–
Alle gæster tilbydes kaffe & kage i pausen, som en del af billetprisen, mens spisning kræver en særlig billet.
Sangaftenen starter kl. 19:30 og dørene til gæster uden spisebilletter åbnes kl. 18.45
Spisende gæster kan komme ind fra kl. 17:45, da spisning starter kl. 18.00
Billetpris uden spisning men med kaffe & kage: 195 kr.
Billetpris med spisning og 1 glas vin/øl/vand + kaffe & kage: 390 kr.



