Gå til hovedindhold

Foredrag: Filosofaen

Onsdag den 1. juli 2026 kl. 19.30 i Riddersalen

Dorte B. Jessen inviterer i Filosofaen til en opmærksom, nysgerrig og omsorgsfuld tilgang til tilværelsen med blik for hinanden i en fælles verden. At tænke, lytte og tale sammen kan antænde gnister til nye begyndelser i det fælles.

Håb
Verden buldrer og brager om ørerne på os. Klimaet og naturen skælver faretruende. Store magtfulde mænd truer hele verdensordenen med vold, undertrykkelse og krig. Verden kalder på, at vi søger efter nye retninger og tager afsked med gamle blinde veje. Hvor kan vi placere håbet som en eksistentiel drivkraft i det magtesløse, så håbet hverken bliver til en pacifistisk trøst eller en fanatisk handlen. Hvad håber vi på? Hvad giver håb? Hvilken betydning har håb for den menneskelige eksistens og hvilken betydning har det, hvor vi får placeret vores håb?

110,00 kr.

Bliv medlem og få rabat på dine køb

Beskrivelse

Om Dorte og Filosofaen

Ved modstand og kriser har de filosofiske spørgsmål været mine åbninger til bedre at kunne forstå og håndtere det, der af forskellige årsager har slået mig eller andre ud af kurs. For..

Hvad er et lykkeligt liv?
Hvad er kærlighed?​
Hvad er frihed?
Hvad er sandhed?

Det er filosofiske spørgsmål, der har hjulpet mig til at gå på opdagelse i, hvad der er godt og skidt i forskellige svære situationer. Ikke bare for mig selv, men også i samspil med de store overordnende sammenhænge, som vi alle indgår i. Det er en evig bevægelig opgave at gøre sig umage med at handle godt. Særligt med en ambition om at have øje for det fælles bedste. For hvad er årsag til undertrykkelse og umyndiggørelse? Hvordan kan jeg handle godt i det helt nære og enkeltstående, på en sådan måde, at mine handlinger også drager omsorg for alles frihed og værdighed?

Disse filosofisk tænkende bevægelser medførte Filosofaens tilblivelse.

I Filosofaen tilbyder jeg filosofisk tænkende oplæg til samtale på biblioteker, i forskellige uddannelsesinstitutioner, i Center for ledelse, til politiske gruppemøder, på caféer, i menighedshuse med mere.

Jeg har gennem 12 år undervist ugentligt på Engelsholm Højskole i Filosofaen og varetaget arbejdet som mentor med samtaler individuelt og i grupper. Jeg er i bestyrelsen for Sophia – tænketank for pædagogik og dannelse, hvor jeg blandt andet har været med til at udarbejde skrifter, lave podcast samtaler og arrangere konferencer og seminarer.

Jeg har en kandidat i pædagogisk filosofi og en diplomuddannelse i pædagogisk psykologi.

Det er for mig meningsfyldt at skabe rum og plads til trygt at kunne mødes på tværs af gængse skel og opdelinger, for sammen at gå filosofisk tænkende på opdagelse i det, der forbinder os som mennesker i en fælles verden. Det er netop ved at gøre os synlige for hinanden, at nye begyndelser er mulige. Både i kraft af nye indsigter og modet til at tage stilling, træffe valg og handle derefter.

Yderligere information

Billetter

Billet

Event Details

Dørene åbnes kl. 19.00

Dato: 1. juli 2026

Start time: 19:30

End time: 21:30

Venue: Riddersalen, Engelsholm