Skip to main content

Eske Kath – billedkunstner

Onsdag den 17. april 2024 kl. 19.30 i Riddersalen

Eske Kath er født 1975 i Haderslev, og han er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1997-2003.

Eske Kaths primære fokus er på maleriet, hvor ornamenter og afgrænsede farveflader i kraftige farver dominerer.  Selvom han er maler, organiserer han ofte sine udstillinger som totale iscenesættelser med både installation, maleri og skulptur. I 2010 blev han kendt af et bredt publikum for sit loftsmaleri i Frederik VIII’s Palæ. Motivet er et stiliseret vulkanudbrud, og værket ligger dermed i forlængelse af hans øvrige motiver med naturkatastrofer som tsunamier, orkaner og jordskælv. Alt er i det hele taget under en voldsom, destruktiv forvandling i Kaths billedverden. Dog er hans penselføringen uden skælven. Den er flad og præcis, og der er ingen gestisk ekspressivitet. De klart afgrænsede farveflader kan minde om malebøger for børn, de såkaldte ‘painting by numbers’. Kath leger og maler ornamenter og svungne, diagonale linjer, som var han lige dele barokmaler og art deco-kunstner, tegneseriekreatør og computerspilnørd. Samtidig ‘botaniserer’ han med stærke, eksotiske farver som en moderne udgave af Paul Gauguin. Fra 2008 boede og arbejdede han i New York, men er nu tilbage i Danmark.

Eske var en del af 2022 sæsonen af DRs programserie ”Kunstnerkolonien”.