Onsdag d. 30. august 2023 kl. 19.30 i Riddersalen
Den prisvindende skotsk/danske komponist, og tidl. elev fra Engelsholm, Clarissa Connelly har udviklet et helt særligt projekt under titlen Clarissa Connelly´s Canons, som blev uropført tre gange på dette års Roskilde Festival, og som vi får glæde af denne aften.
Clarissa Connelly’s Canons udforsker en fascination af både den nordiske fællessang og den skotske kanontradition, som hun er vokset op med. Disse integreres med dans og eksperimenterende vokalmusik i nyskrevne kanoner, der fremføres af et særligt ensemble af sangere og performere. Helt i folkemusikkens ånd bliver publikum også inddraget med elementer af fællessang. Folkemusik til en ny tid!
Der kommer i alt seks sangere som en del af projektet. To af de øvrige er også tidligere elever fra højskolen, nemlig Fine Glindvad (CHINAH) og Amanda Appel Olsen. De øvrige tre er Rebecca Molina, Alvilda Reiter og Helene Due.
–
Clarissa Connelly formår i sjælden grad at forbinde folkemusikalsk tradition, mytiske landskaber og en innovativ musikalsk tilgang. Det så man allerede på hendes mesterlige album “The Voyager” fra 2020, der med inspiration fra både Kate Bush, Enya og keltisk folkemusik skabte et slående poetisk univers, som fik en ekstra dimension af en app, der forbandt musikken til landskabet.
Albummet fik stor opmærksomhed internationalt og indbragte bl.a. Connelly den prestigefyldte Nordic Music Prize. Her fik hun følgende præcise karakteristik med på vejen: “Adventurous and ambitious, but never bombastic or inaccessible, this is an artist with a foot in two cultures whose music similarly bridges the ancient and modern”.